“Det en gave”
Skrevet af: Lehmann (Trænings krammerat) ”Det en gave”, ”The fight continues” eller ”Never change a winning team”. Overskriften til dette indlæg kunne være tildelt et utal af beskrivende udtryk og citater: ”Det en gave”, citat Henrik Møller, blev valget til et indlæg som er endnu et indblik i udviklingen af to håbefulde cykelryttere og mennesker, et indblik i afviklingen af mindre heldige vaner og et indblik i vedligeholdelse af cyk… Nej ikke af cyklen, men af allerede eksisterende egenskaber.
Mere end 2 spændende og travle måneder er gået siden sidst: Lille Thomas har afsluttet folkeskolen, intensiveret træningen og blevet klogere på hverdagen. Jeg selv er blevet student, fået striber på armene og fået en gave. Spændende måneder og år venter… Da jeg aftenen inden min afsluttende eksamen sad med eksamensemnet ”Velfærdsstaten i 50’erne og 60’erne” var kedsomheden og frustrationen steget mig til hovedet: Ikke alene på grund af den teenagebekræftende tankegang, hvorfor skal vi det her, men måske mest af alt pga. cyklingen. Jeg havde fortsat ikke udviklet mig fra at være god til at køre på cykel til at være en cykelrytter: resultaterne var (og er) udeblivende, jeg fik ikke trænet optimalt og generelt syntes tilværelsen meningsløs. Jeg husker tydeligt hvordan jeg længe lå inden søvnen indtraf og tænkte på hvorfor jeg gjorde alt dette. Men så, dagen efter, da huen sad på fik jeg det som Møller vil kategorisere som ”en gave”. Hvorfor blev erstattet med derfor. På vej hjem fra frokost i byen med huen let på skrå kom et jagerfly buldrende over den blå himmel og efterlod efter sig en klar hvid streg i luften – en streg som mindede mig om at jeg skulle følge den retning jeg allerhelst vil – gøre det jeg helst vil. Et jagerfly og en flyveretning, ”en gave”, som forklarede mig grunden til hvorfor jeg cykler, går i skole og tager de beslutninger jeg gør. I samme retning som jageren fløj sad jeg i bilen hjem, med summen i benene. Jeg glædede mig til at træne, for første gang længe. Glædede mig til igen at skulle træffe egne valg og beslutninger. BS siger at end ikke kaptajnen på holdet må lyve for sig selv, og jeg var bange for at jeg de seneste måneder havde bildt mig selv ind jeg ville cykle – men nu gik det op for mig at jeg virkelig ville, derfor gør jeg det – ofrer så meget.Tour kongen er vendt tilbage – so am i.
Ikke længe efter studenteroplevelsen og den tilbagevende lyst til at forbedre mig spurgte jeg Thomas hvordan det gik – jeg vidste godt at træningsplanen blev fulgt til punkt og prikke, som procedurerne bliver det før et jagerflys takeoff, og jeg håbede på et mere beskrivende svar end ”Godt” – det fik jeg. Thomas forklarede at han var blevet mentalt stærkere, i bedre kontrol og konditionsmæssigt forbedret, men måske vigtigst af alt: ”Christoffer, jeg tror jeg har fået bedre styr på hverdagen.” I sidder måske og tænker – hvad i alverden har det med klubbens støttekroner at gøre, nogle tænker måske: ”Er det så sundt for vores ungdom at vi tilbyder dem at ”spilde” deres fritid på sport i disse mængder - at give dem muligheden for at udvikle fysikken, teknikken og cyklingens øvrige kompetencer og derved nedprioritere tiden til skole.” Sandheden er blot, i vores øjne, at tiden på cyklen ikke alene er en bekræftelse i at gøre noget man er god til, være sund etc. De muligheder og kompetencer vores fritid og cykling (og klubben) har givet os har udviklet os begge, udviklet os til noget bedre – ikke alene på cyklen.Oftest, når en besked fra Thomas blinker i menulinjen er det med stats på næste års modeller, hvor lette de bliver og hvordan de er udviklet, men denne gang var det Thomas’ egne ord: ”fået hverdagen til at fungere”. Jeg selv blev overrasket og glad – for der var beviset på, at mange timer i sadlen ikke nødvendigvis er lig med dårlig indsats og interesse i skolen og det øvrige liv – et bevis på at lektielæsning alene i sig selv ikke alene gør os til det de i dansk timerne beskriver (eller beskrev) som værende ”gode mennesker.” Vi bliver lært at være selvstændige, dette var et skridt på vejen.
I en ørkenvandring af ord og ”oplæsning” af begivenhedernes gang til den mundtlige historieeksamen om 50’erne og 60’ernes velfærdsstat forstod jeg at det var på denne tid at vi fik råd til mennesker som os, unge mennesker som tør og vil forfølge drømme og mål. Landbruget fik engang Marshall-hjælpen - i dag får vi MCV-støtten.”Det en gave”I det psykiske arbejde med træningen på cyklen har Møller introduceret os til metoden ”det en gave”, og ja, den første gang jeg blev introduceret til metoden tænkte jeg: ”En sådan omgang romantisk pladder har end ikke Hr. Andersen eller Oehlenschläger igennem dansktimerne præsenteret mig for.” Men som tiden er gået har ”det en gave” sneget sig ind under huden, og søndagens højdemeter intervaltræning i skoven fik mig til at fortsætte trods problemer, fik endda Lille Thomas og jeg selv til at grine: For ja, det er en gave når man trods tekniske problemer og en puls på 92 % af max, med stigende belastning over bakken, selv smiler og kæmper sig videre. Det er en gave når jeg hører hvordan Thomas nu foran i form af en besynderlig grynten udtrykker sin uforbeholdende mening om det komisk tekniske ringe udførte sving jeg netop havde præsteret: Jeg måtte af, løbe med cyklen til toppen og fortsætte mit AT-interval – på 2. Omgang var teknikken på plads. VI blev begge bedre den dag – modgang blev et redskab.
De sublime løbsresultater er fortsat på vej, men den dag de kommer, da lover jeg at endnu et romantisk indlæg om fremskridt og troen på en bedre dag i morgen vil blive skrevet. Ind til da er der kun at sige, som der fra kontroltårnet lyder til et jagerfly i kamp: Permission to attack given.Vi fortsætter med at gribe mulighederne – tak til klubben fordi den er med til at give os den. Vi angriber igen i morgen.
Tak for støtten – det er en gave